Følg os på Facebook
Ulven

Ulv i Rold Skov 

Ulven er tilbage i Danmark næsten 200 år efter, at den blev udryddet. Den første ulv blev fundet i Thy i november 2012. Det var en død hanulv. Siden er der konstateret sikre spor af hanulve mange steder i Jylland, og senest er det fastslået, at der også er mindst fire hunulve. Det er således kun et spørgsmål om tid, før ulven igen yngler i Jylland.

I Rold Skov er der endnu ikke fundet sikre spor af ulv. Flere personer har set dyr, de var overbevist om var ulv. Ligeldes er der fundet døde rådyr, som bærer tydelige tegn på at være dræbt af et stort rovdyr. Det kan have været store hunde, men Rold Skov med sin store bestand af vildt og mange mennesketomme områder er et af 10 de steder i Jylland, hvor Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet regner med, at ulven vil slå sig ned og danne en egentlig, fastboende bestand.

Foto af rester af rådyr. Foto: Lis Hansen

 

På billedet, som er taget af Lis Hansen fra Skørping, kan man se resterne af et rådyr, som blev fundet i Lille Stendal i Rebild Bakker i midten af april 2015. Dagen efter var hele rådyret væk. Der blev desværre ikke taget prøver, som kunne fastslå, om en ulv havde været på færde.

 

Hvad gør du, hvis du finder et dyr i Rold Skov, der kan være dræbt af en ulv?

Aarhus Universitet mangler sporfund af ulv fra Himmerland. Finder du f.eks. resterne af et rådyr, så se om der ikke er en rådyrknogle med gnavespor. Knoglen lægges i plastpose, der lukkes godt og mærkes med lokalitet, indsamler og dato. Put den i en kuvert og send den til: Liselotte Wesley Andersen, Aarhus Universitet, Grenåvej 14, 8410 Rønde.

Universitetet kan lave DNA-analyser, der med sikkerhed kan fastslå, om det er ulv.

 

Læs mere om ulv i Danmark

Både Naturstyrelsen og Naturhistorisk Museum i Aarhus har hjemmesider med masser af information om ulvene i Danmark, gode råd, hvis man møder en ulv og meget andet.

Naturstyrelsens hjemmeside

Naturhistorisk Museums hjemmeside 

Rold Skov Natur- og Kulturcenter | Østergade 21 | 9510 Arden | Tlf: 23 33 50 88 | projektleder@roldskov.info                      
Degn Grafisk