Følg os på Facebook
Svampe i Rold Skov

Rold Skovs varierede natur- og kulturlandskaber byder på et bredt udvalg af svampe. Vi har op imod 5.000 forskellige svampe i Danmark, og der findes hele tiden nye arter. Så der er noget at gå i gang med for den eventyrlystne naturvandrer. Du kan naturligvis finde de eftertragtede spisesvampe som Karl Johan, kantareller m.fl. Men du kan også tage på svampetur uden kurv, for at se på alle de andre spændende arter. Der er noget for enhver smag for eksempel de flotte røde, næsten vulgære, fluesvampe. Eller hvad med de bittesmå nålebruskhatte, der er så små, at de kan gro på en enkelt grannål, men til gengæld optræder i kolossale tal.
For de fleste mennesker er svampe synonymt med efterår, og det er da rigtigt, at det er her højsæsonen ligger, i hvert fald hvad angår spisesvampe, men faktisk kan du finde svampe året rundt. Tænk på, at de ”paddehatte” du ser poppe op på skovbunden jo kun er svampenes frugtlegemer – det svarer til æblerne på et æbletræ. Langt det meste af svampen finder du nede i jorden i form af det såkaldte mycelie.
Svampene er uhyre vigtige for omsætningen af dødt materiale i skoven og er således betydningsfulde brikker i skovens økosystem. Vi vil ikke komme nærmere ind på svampenes spændende biologi her, men har du lyst til at læse mere om svampe, er der her et par eksempler på litteratur:
 
Jan Vesterholt: Danmarks Svampe – Gyldendal 2004
Morten Lange: Nordens Svampe – Gads Forlag 1990
Henning Knudsen: Politikens bog om spisesvampe – Politikens Forlag 2006
Henning Knudsen og Jens H. Petersen: Politikens svampebog - Politikens Forlag 2003

 

Tag med naturformidler Niels Fabæk på svampetur

Svampe i Rold Skov

Rold Skov Natur- og Kulturcenter | Østergade 21 | 9510 Arden | Tlf: 23 33 50 88 | projektleder@roldskov.info                      
Degn Grafisk reklamebureau