Flagermus i Rold Skov

Alle vore forskellige arter af flagermus sover vintersøvn fra oktober til hen i april.

Nogle arter foretrækker hule træer mens en række arter opsøger vore gamle kalkminer, hvilket for Rold Skovs vedkommende betyder minegangene ved Thingbæk, hvor omkring 500 flagermus – størsteparten vandflagermus – tilbringer vinteren.

Minernes luftfugtighed er så tilpas høj, at flagermusene undgår udtørring. Hertil kommer at der nede under jorden er en konstant temperatur på omkring syv grader – kommer den under frysepunktet vil den sovende flagermus dø.

Parringsadfærden hos minens flagermus er noget for sig selv. De fleste parrer sig allerede om efteråret. Sæden overvintrer i den sovende hun; æggene befrugtes altså ikke før om foråret, når hunnen vågner af vintersøvnen. Dette sikrer at ungerne først fødes om sommeren – den tid på året hvor tilgangen af byttedyr er størst.

Hos de arter, der overvintrer i de gamle kalkgruber, som for eksempel vandflagermusen, kan en han vågne op i løbet af vinteren, for at parre sig med en stadig sovende ubefrugtet hun.

Om sommeren samles hunnerne på nogle specielt udvalgte steder – såkaldte barselsstuer – for at føde. Her efterlades ungerne når hunnerne drager ud på deres natlige jagt efter natsværmere og andre flagermuselækkerier. Kun i sjældne tilfælde er de små unger med på slæb.

Jægere i sommernatten

Hvis du en lun og stille augustaften umiddelbart efter solnedgang sætter dig ved kanten af Lindenborg Å eller ved en af skovens søer og lader dig gå i et med landskabet, så har du chancen for at opleve flagermusenes fantastiske jagt efter de insekter, der sværmer over vandenes spejlblanke flade. Af og til snupper de endda et insekt fra selve vandoverfladen. Skulle det ske at en flagermus forulykker og ender i vandet, er den nødt til at redde sig i land, før den atter kan få luft under vingerne. Det foregår ved, at dyret svømmer ind til bredden ved hjælp af en yderst uelegant baskende svømmestil.

Det er især den art, der meget passende hedder vandflagermus, du vil se jage over åbent vand. Det er områdets almindeligste flagermus, der sammen med den lidt større damflagermus er specialiseret til at jage på denne biotop. Begge arter jager dog også gerne omkring træer og større buske.

Om dagen ser vi ikke meget til flagermusene, skønt de i visse områder af skoven er yderst talrige. Døgnets lyse timer tilbringes i skjul i hule træer eller de opsøger vore huse, hvor de i store tal kan ”overnatte” på lofter og i hulmure.

I Rold Skov lever der otte forskellige arter af flagermus* – fra den lille dværgflagermus til vores største art brunflagermusen. Brunflagermusen ses i øvrigt ofte før solnedgang, da den flyver tidligt ud for at jage.

Når nattens flyvende ”mus” – som slet ikke har noget med mus at gøre, men tilhører insektædernes orden –  drager ud for at jage, benytter de sig af lyde så høje, at det menneskelige øre ikke længere kan følge med. Disse højfrekvente lyde kan nærmest sammenlignes med skibenes ekkolod og gør flagermusen i stand til nærmest at se sit bytte ved hjælp af lyd. Der er dog enkelte insekter, som har luret, at de høje lyde betyder fare. Det gælder for eksempel guldøjer, der straks lader sig dumpe ned, så snart de registrerer flagermusenes jagtlyde.

Ved hjælp af moderne hjælpemidler som batdetektorer er vi mennesker i stand til at registrere flagermusenes lyde og oven i købet artsbestemme de små natlige flyvere. Batdetektoren omsætter de ekstremt høje ultralyde til lydbølger i vores ende af spektret.

Flagermusene har det svært i vores gennemkultiverede landskab, men heldigvis har vi stadig i Rold Skov flere gode sommeropholdssteder i form af gamle hule træer, overvintringsmuligheder i Thingbæk Kalkminer samt en række fine fourageringsområder. 
 
* Syd-, Brun-, Langøret, Dam-, Vand-, Frynse-, Dværg- og Brandts Flagermus.

Langøret Flagermus

Den langørede flagermus er ikke til at forveksle med andre flagermusarter. Den lever i den grad op til sit navn. De store ører udgør en ikke ringe del af flagermusens samlede længde.

Det er ikke en art, man ser meget til, selvom den er vidt udbredt, og ikke hører til blandt vore sjældne arter af flagermus. Det er en meget stedfast art, der ikke flytter sig vidt omkring. I skoven bor den i hule træer, men den kan også tage ophold i bygninger, når bare der er skov i nærheden.

Langøret flagermus har for vane at bruge en fast ædeplads. Denne adfærd røber sommetider artens tilstedeværelse, da man kan finde store mængder af afgnavede natsommerfuglevinger nedenunder pladsen.

Langøret flagermus er svær at afsløre med flagermusdetektor når den jager i sommernatten. Dens lyd er nemlig væsentlig svagere end mange af vore andre flagermus. Den har ikke brug for et kraftigt skrig til ekkolokalisering af byttet, da den ofte jager mellem træernes grene, og snupper bytte, der sidder stille på træernes blade, eller edderkopper der sidder i deres spind. Den kan også høre når de store natsværmere skal til at lette. Når en natsværmer gør klar til afsæt varmer den ”motoren” op med en brummen, som flagermusen sagtens kan høre.

Normalt er flagermusen ikke fremme om dagen, men hvis den forstyrres i sin dagsøvn af en lækat eller et egern, kan den være tvunget til at flyve væk. Billedet er taget i Skindbjerglund, hvis store bestand af gamle hule træer byder på ideelle betingelser for flagermus og hulrugende fugle.