Almindelig stinkhat

Stinksvampen er en af efterårsskovens mest markante vækster. Ofte fornemmer man lugten, før man får øje på den falloslignende svamp, der rejser sig fra skovbunden. At svampen populært har fået navnet ”præstepik” er ganske indlysende.
Stinksvampen spredes ved, at fluer tiltrækkes af det stinkende og slimede grønne sporelag. Når fluerne kravler omkring på stinksvampen, hænger dette sporeslim fast på deres ben og afsættes så senere på skovbunden. Her dannes der næste år et ”hekseæg”, hvorfra en ny stinksvamp skyder op. Selve udviklingen fra hekseæg til færdigudviklet svamp går meget hurtigt. Ofte varer det kun et par døgn.
I midten af hekseægget kan du finde en lille mandelformet kerne, der kan spises.